Generaliseret angst

Generaliseret angst er kendetegnet ved, at man konstant oplever sig anspændt og nervøs. Det er typisk ikke bestemte situationer, men vedvarende bekymringer og negative forventninger til fremtiden, der ligger til grund for de fysiske symptomer, der typisk omfatter:

• Muskelspændinger
• Hjertebanken
• Svimmelhed
• Øget svedtendens
• Søvnbesvær

Bekymringerne er både i indhold og omfang urealistisk store i forhold til de reelle risici. Eksempelvis kan man konstant være plaget af frygt for, at man mister sit job, selv om man objektivt set klarer jobbet fint og hyppigt får ros af kolleger og overordnede.

Angsten vil ofte påvirke ens adfærd i retning af diverse forholdsregler, som man forestiller sig kan afværge de katastrofer man frygter. Det kan være hyppige lægetjek, fordi man frygter at udvikle livstruende sygdom, og det kan være overbeskyttende adfærd i forhold til familiemedlemmer, som man kan frygte vil komme til skade.