Der er perioder af vores liv, hvor vi af forskellige årsager har problemer i form af stress, angst, depression og andre psykiske problemstillinger, som har indflydelse på vores liv, sundhed og funktion.

I sådanne perioder kan du få brug for hjælp og den får du hos Jysk Psykologcenter, som ligger i hjertet af Aarhus. Jysk Psykologcenter har i mange år med succes hjulpet mennesker med angst, depression og andre stressrelaterede lidelser.

medarbejdereny

VI BYDER DIG VELKOMMEN TIL JYSK PSYKOLOGCENTER

Behandlingsmuligheder i individuelle forløb

  • Henvisning fra din egen læge

    Har du fået en henvisning fra din læge for angst eller depression har vi desværre meget lang ventetid.

  • Henvisning fra din læge (af anden årsag)

    Har vi ingen ventetid og kan generelt tilbyde dig en tid inden for få dage. Kontakt evt. din læge hvis du er i tvivl.

  • Privat sundhedsforsikring (ofte tegnet gennem din arbejdsplads)

    Vi har samarbejde med de fleste sundhedsforsikringer, og kan herunder generelt tilbyde dig en tid i løbet af ganske få dage. Kontakt dit forsikringsselskab for godkendelse af forløb.

  • Hvis du selv betaler for forløbet

    Hvis du selv har mulighed for at betale for samtaler, har vi ingen ventetid og du vil generelt kunne få en tid inden for få dage

  • Hvis du er ansat i Aarhus kommune

    Vi har et samarbejde med Aarhus kommune og kan tilbyde forskellige behandlingsmuligheder. Læs mere på vores hjemmeside eller kontakt os for mere information.

  • Ring til os på 86 12 11 91

    Kontakt os gerne for at høre om dine muligheder for hurtigst muligt at komme i et samtaleforløb med en af vores psykologer. Eller for spørgsmål og tidsbestilling.

Vi har stadig ledige pladser på 11 ugers kursus i angsthåndtering med opstart i november. Læs mere her www.jpsc.dk/11-ugers-dagskursus/ ... Se mereSe mindre

Se på Facebook

Yongey Mingyur Rinpoche fortæller her om hvad han gjorde da han havde panikangst og hvad som hjalp ham. ... Se mereSe mindre

How a Tibetan Buddhist master dealt with his panic attacks.

Se på Facebook

Jysk Psykologcenter har delt Bright Sides How hormones influence us. ... Se mereSe mindre

Also scientists have shown what our emotions actually look like: goo.gl/4Qtiow 😳

Se på Facebook

I sidste uge skulle jeg endnu engang hilse på det nye hold som er startet på 11 ugers kursus her på Jysk Psykologcenter (JPSC). Og som altid går jeg ind i klassen med høj angst.

Jeg er underviser i mindfulness og det kreative værksted og har slået mine folder på JPSC siden 2011. Første gang som 11. ugers kursist.

Jeg har fået bugt med panikangsten, agorafobien og på sin vis også socialfobien. Men præstationsangsten blive hængende. Den som af en eller anden årsag stadig gerne vil have, at jeg yder 100% og slet ikke begår fejl. Den som læner sig gevaldigt op af socialfobien, fordi jeg skal relatere til andre mennesker og turde vise hvem jeg er. Den som gør at jeg skal kunne stå selv, ALENE og undervise. I al min usikkerhed!

Jeg VED at min hjerne spiller mig et puds og jeg er efterhånden også blevet opmærksom på, at det bare ikke er mig at stå foran en bunke nye mennesker og åbne munden. Jeg er stadig ikke tryg ved situationen og jeg ved aldrig om jeg bliver det.

Men selv om jeg ikke er tryg ved situationen, selv om mit angst tal runder de 5 og jeg af og til ryger op på 6 eller 7, så gør jeg det alligevel. (10 er højeste angst tal på den skala).

Det er et valg jeg har taget. At undervise mennesker som har angst.

Værdien i dét er højere end den angst jeg føler og dét er i sidste ende grunden til at jeg kan gøre det.

Og det er derfor jeg skriver dette indlæg.

Jeg blev nemlig i selv samme klasse, spurgt om hvad jeg har gjort for at komme dertil hvor jeg er i dag. Det vil jeg prøve at sætte ord på her.

1. Jeg har knoklet.

Lige siden jeg i starten af tyverne oplevede mit første angstanfald, har jeg bedt om hjælp og fået hjælp. Jeg er blevet slået omkuld flere gange, jeg har skreget til himlen, gået ned med depressioner og følt at uanset hvor meget hjælp jeg fik, så hjalp intet. Og i den frustration var jeg ofte ved at opgive.

2. Men jeg gav ikke op.

Jeg blev ved, for jeg kunne ikke holde ud at have så meget angst og lukke så mange døre til mit liv som jeg gjorde... Og en dag var det som om jeg forstod tingene på en anden måde.

Undervisningen på Jysk Psykologcenter gavnede mig en hel del ja… men det var i min hverdag, efter forløbet, at prøven skulle stå. Dér hvor jeg skulle stå selv og der hvor jeg flere gange skulle minde mig selv om det jeg havde lært, og så handle ud fra det.
Det gentager sig stadig.

Det er en rejse hvor jeg, når jeg bliver opmærksom på at noget giver mig uhensigtsmæssigt meget angst, husker og handler på det jeg har lært. Og deri er også en stor læring.

3. At blive opmærksom/bevidst.

For det er først når jeg finder ud af hvad det er som trigger min angst, at jeg kan ændre det og

4. gøre noget andet end jeg plejer.

En af de situationer jeg blev opmærksom på, udspillede sig i min datters børnehave og jeg valgte derfor at gøre det modsatte end jeg plejede.

5. Jeg turde vise hvordan jeg havde det inden i.

Jeg turde hente min datter uden et smil på læben. Uden at spørge til andre og uden at vise interesse for andre. Det var hårdt. For jeg ville ikke virke uinteresseret, sur, ligeglad, som et dårligt menneske i andres øjne osv. Det gavnede mig bare ikke.

Jeg brugte af et overskudslager som ikke eksisterede.

Så jeg øvede mig i at kunne være med det og i det. Og fordi jeg endelig respekterede min egen grænse, begyndte der er komme overskud på lageret.

6. Jeg turde være stille i et rum med mennesker.

Stilhed var en pinsel for mig at være i. Især med mennesker jeg ikke kendte. Det var enormt akavet for mig og jeg blev ofte enten pauseklovn i de situationer eller mere eller mindre stum. Der var kun de to hatte jeg kunne tage på og det gjorde jeg så. Helt ubevidst.

Samtidig med at jeg brugte af et overskudslager der ikke eksisterede.

Så jeg øvede mig i at kunne være med det og i det. Og fordi jeg endelig respekterede min egen grænse, begyndte der er komme overskud på lageret.

7. Jeg turde tale, selv om jeg allermest havde lyst til at tie.

Her var der to ting i spil. Hvilke spørgsmål stiller man og hvad skulle jeg selv svare, når jeg blev spurgt.
Smalltalk. Det var for overfladiske mennesker. Jeg kunne ikke forstå at man, set med mine øjne, kunne tale om ingenting. Indtil jeg forstod det som en slags opvarmning man ikke skal ligge for meget i. Enten kommer man dybere eller også gør man ikke. Og det er da meget hyggeligt lige at mødes til en hurtig kop ”ingenting”. Især hvis det giver energi! I den opdagelse var der en hel masse forventningsafstemning. Jeg blev nemlig nødt til at finde ud af, hvad jeg selv forventede af de mennesker jeg mødtes med, samt få en forståelse af hvor meget og hvor lidt man behøver at investere i andre mennesker.

Ud over det, blev jeg også klogere på mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg som person, ikke har brug for så meget snak. Og det blev jeg nødt til at respektere.

Men det er en hårfin balance. For selv om jeg har introverte tendenser, har jeg også brug for liv og snak. Og i den erkendelse blev jeg nødt til at skrue op for det at kunne socialisere og skabe et rum hvor det er mig der sætter en snak i gang.

Så jeg gjorde det, at jeg fandt et forbillede og kopierede det jeg kunne se gav pote.

I den udfordring handlede det meget om, ikke at tænke så meget over hvad andre mente om det jeg sagde, samt ikke at censurere mig selv, fordi jeg selv var sindssygt bevidst om hvad jeg gjorde. Jeg trænede simpelthen det at give slip og bare spørge til folk, tale om mig selv eller lave jokes når det kom naturligt. De første mange gange fik jeg selvfølgelig angst og mine forsøg var en joke i sig selv men,

8. jeg turde fejle og blev ved med at forsøge.

Nogle gange går jeg over min egen grænse, men jeg mister ikke mig selv på samme måde som jeg gjorde før. Jeg er god til at sige pyt og prøve igen.

9. Jeg lærer og forstår mere om mere om egne grænser.

Og herunder er dét at kunne ”tage temperaturen” på mig selv i forhold til hvornår jeg er under eller overstimuleret, en gave.
Det er så livgivende at kunne mærke hvornår jeg skal skrue ned og hvornår jeg skal give den gas.

Den allersidste sætning har jeg måske allerede nævnt et par gange, men den skal gentages for den er vigtig.

10. Øv dig i de grader og den udstrækning du kan og så gentag.
... Se mereSe mindre

Se på Facebook